Hvad er On-page SEO – Sådan får du flere besøgende på hjemmesiden

Hvad er On-Page SEO, og hvordan kan det hjælpe mig med at få flere besøg på min hjemmeside? On-page SEO er betegnelsen for de tiltag og forbedringer, du kan lave på din hjemmeside (On-page), som kan hjælpe din side og dine indlæg til at få en bedre placering i søgemaskinerne. Artikler der ikke bliver læst, er nemlig intet værd. Her får du en kort introduktion til On-page SEO, og hvordan det kan bruges, når du skriver artikler.

On-Page SEO er et godt sted at starte, når du skal arbejde med dine placeringer i søgeresultaterne. On-page SEO er meget omfattende, og til tider teknisk, men der er en del lavthængende frugter, som du sagtens selv kan plukke. Det er dem vi vil fokusere på her.

On-page SEO bliver til tider kaldt On-site SEO, men begge navne dækker over de samme begreber, så lad dig ikke forvirre af de forskellige navne.

Det er vigtigt er pointere, at SEO ikke er en eksakt videnskab. Nogle gange skal det testes, hvilke tiltag der virker på dine placeringer, og hvilke der ikke gør.

Hvis du følger tjeklisten og guiden herunder, skaber du grundlaget for, at din side bliver mere synlig i Google, og at du dermed får mange flere besøgende. Indsatsen koster kun din arbejdstid, og du kan starte med det samme.

De 3 vigtigste fordele ved at bruge On-page SEO på hjemmesiden

  • Dine hjemmeside bliver lettere at finde, og du får dermed flere besøgende
  • Højere placering i søgeresultaterne giver en markant forøgelse i din CTR
  • Google vil elske din side, og foretrække den frem for andre sider i din niche

Hvis Google har let ved at finde ud af, hvad din hjemmeside handler om, og let ved at gennemskue strukturen på siden, så vil det hjælpe på den placering siden eller artiklen får i søgeresultaterne.

Jo bedre placering en side har i søgeresultaterne, jo flere besøgende får siden. Prøv at lægge mærke til din egen adfærd, når du søger på nettet. Hvis jeg må gætte, så klikker du ofte på det første søgeresultat, og måske også nummer to og tre, men du kommer sjældent om på side to i søgeresultaterne.

CTR (Click Through Rate) er en betegnelse for, hvor mange der klikker ind på din side, i forhold til antallet af gange siden vises i søgeresultaterne. Backlinko.com har lavet en stor undersøgelse der viser, at det øverste søgeresultat har en CTR på 31,73%. Plads nummer 2 og 3 ligger på hhv. 24,71% og 18,66%, mens plads nr. 10 har en CTR på 3,09%.

Som du kan se, får siden der ligger nr. 1 i søgeresultaterne altså 10 gange så mange klik, som siden der ligger nr. 10. Derfor er en topplacering meget vigtig, hvis du vil have flest mulige løsere – og hvem vil ikke det?

Lynguide til “Gør det selv” On-page SEO

Som nævnt ovenfor, kan du sagtens selv gå i gang med On-page SEO. Der er mange ting, du let kan tage fat på, og de tips du får her, vil hjælpe dig godt på vej.

Start med en grundig søgeordsanalyse

Inden du begynder at skrive en ny artikel, blogindlæg, produkt eller lignende, er det vigtigt, at du undersøger de søgeord, du vil basere artiklen på.

Det er vigtigt at du bruger søgeord, som der rent faktisk bliver søgt efter på nettet. I modsat fald kan du bruge meget tid på at skrive en artikel der ikke bliver læst, fordi du har fokuseret på forkerte søgeord.

Forsøg også at bruge synonymer og andre varianter af søgeordene, og byg gerne relaterede søgeord ind i teksten. Relaterede søgeord gør din artikel læsevenlig, og du undgår at gentage dig selv i teksten. Samtidig er det lettere for Google at greje hvad din artikel handler om.

Hvis dit primære søgeord er on-page SEO, så kan du f.eks. bruge relaterede ord som on-site SEO, SEO analyse, basis SEO, eller andre ord der relaterer til det primære søgeord.

Skriv godt og unikt indhold, der giver værdi for læseren

Google vægter værdiskabende indhold meget højt. Du kan derfor ikke skrive en artikel der udelukkende er optimeret ud fra de valgte keywords. Hvis indholdet ikke er unikt og af høj kvalitet, skal du ikke regne med en topplacering i søgeresultaterne.

Man siger at en artikel som minimum skal være på 500 ord, men lange artikler på 1000 eller måske endda 2000 ord vil ofte klare sig bedre i søgeresultatet, og det vil være lettere at få brugt flere relaterede søgeord og longtail keywords. Hvis vi holder os til artiklen om on-page SEO kan longtail søgeord være hvad er on-page SEO optimering, hvad er SEO artiklerhvad betyde on-page SEO osv.

Gode artikler, guider og vejledninger skal skrives i et naturligt sprog, der er let at forstå. Undgå at bruge fremmedord og for mange tekniske ord, som læserne måske ikke forstår. Hvis du ikke kan undgå at bruge tekniske betegnelser, så forklar hvad ordet betyder, så ingen er i tvivl. f.eks. on-page SEO er en betegnelse for optimering af de ting der er på en hjemmeside. Det kan være forbedring af tekster, billeder og interne links, men også sidens indlæsningshastighed, læsevenlighed osv.

Sørg for at holde dine sætninger forholdsvis korte, men præcise og velformulerede. Jeg tænker ofte på en sætning der er skrevet af Ernest Hemmingway, og som bliver kaldt verdens korteste novelle – Den lyder sådan: For sale: baby shoes, never worn.

Denne sætning fortæller en hel historie, kun ved at bruge 6 ord.

Optimering af sidetitler og metabeskrivelser

On-page SEO handler også om at optimere din sides titel og metabeskrivelse. Titel og metabeskrivelse er de få ord og sætninger der vises i Googles søgeresultater, når du laver en søgning.

Titel og metabeskrivelse skal “lokke” interesserede læsere til at klikke ind på siden, og det er vigtigt at du sætter dig grundigt ind i, hvordan man laver gode overskrifter og beskrivelser.

On-page SEO - Hvis du søger på “CTR tool” vises dette søgeresultat i Google
Hvis du søger på “CTR tool” vises dette søgeresultat i Google

Hvis du f.eks. søger efter CTR tool, får du vist dette resultat i Google. Storybase har lavet et gratis CTR-Tool, der hjælper dig med at skrive titler og beskrivelser, og som samtidig sikrer, at du får brugt de rigtige Call to actions og powerord.

Hvis du bruger dette CTR Tool, sikrer du ligeledes, at dine beskrivelser indeholder det korrekte antal ord, og at de hverken bliver for korte, eller for lange.

Alle titler og metabeskrivelser skal være unikke, og det er meget vigtigt at teksten i artiklen stemmer overens med det beskrivelsen lover. Hvis din titel er “Hvordan laver du gode titler og metabeskrivelser“, så skal læseren være sikker på, at kunne finde svaret i artiklen.

Hvis Google kan se, at dine besøgende hurtigt klikker væk fra siden, så de kommer retur til søgeresultaterne, er det en sikker indikation af, at de ikke fandt svar på det de ledte efter – og din placering i søgeresultaterne vil falde.

Titel og metabeskrivelse er dine bedste muligheder for at opnå en høj CTR, hvilket giver flere besøgende og dermed bedre placeringer. Undersøgelsen fra Backlinko.com der nævnes højere oppe i artiklen viser, at titler der er udformet som et spørgsmål, ofte opnår en højere CTR.

Du skal dog passe på, at dine overskrifter ikke bliver for “Ekstrabladsagtige“, hvilket kan have den stik modsatte effekt – nemlig at ingen klikker ind på din artikel.

En god idé er at søge inspiration hos nogle af dine konkurrenter i branchen. Du må selvfølgelig ikke ukritisk kopiere overskrifter og beskrivelser, men det er helt ok at hente gode idéer.

Fasthold læseren længst muligt

Når først du har fået læserne på krogen, så handler det om at fastholde dem længst muligt. Jo længere tid en bruger er på din artikel, desto mere interessant vurderer Google, at dit indhold er.

Du kan fastholde læserne ved at skrive lange interessante tekster, eller ved at indsætte elementer som f.eks. en video, en infografik eller lignende på siden.

Dernæst vil du gerne lede læseren hen til andre spændende artikler eller produkter på din hjemmeside. Det kan du gøre ved at indsætte links til relaterede artikler på din side.

Der findes et fænomen der kaldes Bounce rate (på Dansk kaldes det Afvisningsprocent). Bounce raten indikerer hvor stor en andel af dine besøgende der “bouncer”, efter kun at have besøgt en enkelt side, og hvor mange der klikker ind på andre artikler eller produkter på den samme hjemmeside eller webshop.

Hvis 100 personer besøger siden, og 50 personer kun læser en enkelt side, så er din Bounce rate 50%.

Bounce rate = (Antal besøgende der kun læser 1 side / Antal besøgende i alt) * 100. I ovenstående eksempel vil regnestykket altså være (50/100)*100 = 50.

Google anser en høj Bounce rate som et dårligt tegn, og derfor skal din Bounce rate som udgangspunkt være så lav som muligt.

Der er undtagelser, hvor det ikke er muligt med en lav Bounce rate. Hvis du har et single page website, altså en hjemmeside der kun består af en enkelt side, så vil du naturligt nok ikke kunne få lav Bounce rate. Andre eksempler på sider der ofte har lav bounce rate, er sider der besvarer enkle spørgsmål. Hvis du f.eks. Googler “Hvad hedder hovedstaden i Ungarn“, så finder du let svaret på spørgsmålet, og du vil sandsynligvis klikke væk fra siden.

Intern linkstruktur og eksterne links

Interne links forbinder indholdet på websiden. F.eks. kan du linke til relaterede artikler, til indlæggets kategoriside eller måske til forsiden.

Din interne linkstruktur hjælper Google med at gennemskue, hvordan dit website er skruet sammen, og giver samtidig dine læsere mulighed for at klikke ind på flere artikler.

Måske har du en side, med en kategori der hedder SEO, og underkategorier der hedder Søgeordsanalyse, sidetitler, metabeskrivelser og CTR. Ved at linke fra underkategorierne til hovedkategorien SEO, viser du Google, hvordan strukturen er skruet sammen. Samtidig angiver du at hovedkategorien er vigtigere end underkategorierne, og dermed skal ligge højere i søgeresultatet.

Hvis det giver mening for din tekst, kan du også har et enkelt eller to eksterne links til store troværdige sider. De eksterne links kan give både Google og dine læsere indtryk af, at du har sat dig godt ind i sagerne.

Overskrifter – Brug dine H1, H2 osv. rigtigt

Dine overskrifter i artiklen skal naturligvis bruges til at opdele dit indlæg, så hvert afsnit ikke bliver alt for langt. Men – derudover er det vigtigt at kende filosofien bag de forskellige typer overskrifter.

  • H1 bruges til at angive sidens overskrift. Der må kun være en enkelt H1 overskrift i en artikel.
  • H2, H3 osv. bruges til underoverskrifter. Her må du bruge alle dem der er nødvendige.

Overskrifterne former hierarkiet på siden, og viser søgemaskinerne hvordan siden er opbygget.

Brug så vidt muligt dine søgeord i overskrifterne (uden at overdrive), men brug også synonymer og variationer af søgeordene. Du skal forsøge at gøre dine overskrifter så beskrivende og interessante som muligt, så du fastholder læserne igennem hele teksten.

Når du skriver, så husk at mange kun skimmer siden, for at finde interessant indhold. Derfor skal du som udgangspunkt dele teksten op i mindre afsnit med op til max. 300 ord i hvert afsnit.

På den måde er det langt lettere for læseren at overskue indholdet, og læse de afsnit som de finder interessante. Du har sikkert prøvet at klikke ind på en side hvor hele teksten er skrevet i én lang køre, uden opdeling, billeder eller andet der gør teksten mere læsbar. Sådan en side kaldes en “Wall of text”, og er et absolut no-go, hvis du vil have teksten læst.

Brug en overskuelig URL struktur

URL er en forkortelse for Uniform Resource Location, og henviser til sidens adresse, dens URL.

Denne sides URL er https://su-media.dk/hvad-er-on-page-seo/ som klart og tydeligt indikerer, hvad indlægget handler om.

Siden kunne også have heddet https://su-media.dk/?p=123, som på ingen måde fortæller noget om indholdet.

Hold dine URL’er korte og beskrivende, så ingen er i tvivl om, hvad indlægget handler om.

Hvis du bruger WordPress, kan du nemt angive linkstrukturen under det punkt i menuen, der hedder Permanente links. Hvis du ændrer linkstrukturen på en eksisterende side, skal du huske at lave redirect, fra den oprindelige URL, til den nye.

ALT tekster på billeder

Husk at bruge ALT tekster på dine billeder. ALT teksten fortæller Google, hvad der er på billedet, og på den måde har du chance for at dit billede bliver vist i en Google billedsøgning.

Undgå døde links

Du skal undgå at have døde links på siden. Dvs. links som peger på en side, som ikke længere findes. Det gælder både interne og eksterne links.

Google vil gerne give deres brugere den bedste søgeoplevelse, og det kan derfor skade dine placeringer, hvis du har for mange døde links. Samtidig er der selvfølgelig skidt for brugerne, at dine links ikke fungerer.

Hvis du prøver at tilgå en side der ikke længere findes, eller som har ændret URL, vil du få en såkaldt 404 fejl, som ikke fører nogen steder hen.

Hvis du linker til eksterne sider, vil du ikke kunne undgå, at der med tiden opstår døde links. Det vigtigste er, at du jævnligt kontrollerer dine links, og opdaterer eller fjerner, dem som ikke længere findes.

Der findes forskellige muligheder for at kontrollere en hjemmeside for døde links. Du kan f.eks. bruge en af de mange tjenester, der findes på nettet, eller et plugin til WordPress.

Praktiske råd og tips til On-page SEO

Når man taler om SEO, bruger man ofte betegnelsen “placering i Google”. Årsagen til at man ikke koncentrerer sig så meget om placeringer i Bing eller Yahoo er, at Google sidder tungt på søgemaskinemarkedet, og at andre søgemaskiner nærmest er ubetydelige i denne sammenhæng.

On-page SEO er kun en enkelt gren af søgemaskineoptimering, og den skal kombineres med bl.a. hastighedsoptimering, linkbuilding og andre SEO discipliner, der betegnes som Off-page SEO og Teknisk SEO.

Jo mere man begynder at arbejde med SEO, jo flere nuancer og perspektiver dukker der op.

Du kan sagtens gå i gang med din On-page SEO, og efterfølgende kombinere optimeringen med de øvrige muligheder.

Du skal dog huske på, at topplaceringer i Google ikke kommer over natten, og at en hjemmeside er lang tid om at arbejde sig op. En undersøgelse viser, at den gennemsnitlige side med top 10 placering er over 2 år gammel, og sider med placering som nummer 1, i snit er 3 år gamle.

Yoast SEO plugin til WordPress

Hvis du bruger WordPress, kan du få stor glæde af at installere Yoast SEO plugin, som hjælper dig med at huske de vigtigste On-page SEO elementer.

Youst SEO holder bl.a. øje med:

  • Hvor ofte du bruger dit primære søgeord (det må hverken bruges for lidt eller for meget)
  • At du har indtastet titel og metabeskrivelse, og sikrer at de har den rigtige længde
  • At du husker at bruge interne og eksterne links
  • At du bruger søgeord i titel og metabeskrivelse
  • At du ikke har brugt den samme søgefrase i en anden artikel på siden
  • At du husker ALT tags på billederne
  • og flere andre praktiske ting….

Yoast SEO plugin er gratis i sin basisversion, hvilket er rigeligt for langt de fleste.

Få hjælp til at skrive blogindlæg og artikler

Jeg hjælper dig gerne med at skrive blogindlæg og artikler, så de indeholder de rette søgeord og får gode sidetitler og meta-beskrivelser.

Som nævnt lægger Google stor vægt på værdiskabende indhold, og kombineret med On-page SEO, er der gode chancer for, at dine artikler kommer til at ligge godt i Googles søgeresultater.